DP Ventilation leverer avanceret ventilation til 80 meter højt tårn i Carlsberg Byen

Det 80 meter høje Carls Tårn samt karréen, Nebelong Hus og længehuset, Olivia Hus har fået ventilation fra DP Ventilation. Projektet er et af DP Ventilations største projekter, og det har blandt andet omfattet en specialiseret brandrådgivning og brandløsning.

Byggeriet omfatter 288 lejligheder, 5 etager erhverv på i alt 31.400 m² og en P-kælder på 3 etager med 210 p-pladser og 1.200 cykelpladser. Højden på tårnet og de mange anlæg, der er medgået til entreprisen har været en spændende udfordring for DP Ventilation.

Projektet er udført fra april 2023 til maj 2025. På grund af de trange byggepladsforhold og størrelsen på projektet, har der været behov for en omfattende styring af logistikken. De løbende leverancer til ventilationen kunne først leveres, når de skulle anvendes, og det har stillet store krav til overholdelse af tidsplan og til samarbejdet med Pihl & Søn, som har stået for projekt- og projekteringsledelsen i konsortiet.

DP Ventilation har leveret projektering og rådgivning

DP Ventilation har både leveret rådgivning og stået for den komplette projektering af ventilationsløsningen. I forbindelse med projekteringen er der udført beregninger af luftmængder, lydniveauer, tryktab og lufthastigheder i armaturer i forhold til kravene i udbudsmaterialet, i BR18 og i forhold til gældende normer. Dertil har DP Ventilation leveret en omfattende brandrådgivning, som har ført til leverancen af den komplette brandløsning.

Brandløsningen har været særlig kompliceret, fordi der i den udarbejdede brandstrategirapport har været en lang række brandtekniske krav, som skulle overholdes, herunder bl.a. at skabe et trykkammer i det 24 etager høje trappetårn, så en sikker flugtvej skabes ved en potentiel brand. På baggrund af brandstrategirapporten har DP Ventilation leveret forslag til brandløsning med KS-dokumentation på mere end 1.500 brandtekniske gennemføringer.

Komfortventilationsanlæg

DP Ventilation har til projektet leveret ikke mindre end 21 komfortventilationsanlæg, 2 meget store parkerings-ventilationsanlæg, 9 højudluftninganlæg heraf 4 med overtryk til trappeskakt, 7 udsugningsanlæg og 90 kølevafler til erhvervsarealet, som skal fungere som både køling og ventilation.

Inden aflevering er der lavet en detaljeret commissioning, hvor alle funktioner i ventilationsanlæggene er efterprøvet. Der er lavet dokumentation for tæthedsprøvning af aggregater og kanaler, indreguleringsrapporter, måling af effektforbrug og funktionsafprøvninger.

Konsortiet

Bygherren er Udviklingsselskabet Carlsberg Byen og konsortiet bag byggeriet er:
Pihl & Søn A/S som har varetaget den overordnede planlægning, projekt- og projekteringsledelse samt styring af lukning, installationer og aptering, M.J. Eriksson A/S, som har stået for jord og kloakarbejder, spuns, pæleramning og øvrige anlægsarbejder og LM Byg A/S som har stået for råhusarbejdet.