
Fra håndværktøj til papirarbejde – bøvl og byrder er eksploderet, og logikken er væk
Malermestre og andre håndværkere mødes i stigende grad af nye krav til registrering og dokumentation. ESG-rapportering, arbejdstidsregistrering, indberetninger til Danmarks Statistik og en lang række andre administrative forpligtelser lægger beslag på tid og ressourcer, som ellers kunne være brugt på kerneforretningen.
DI har igangsat en indsats for at dæmme op for det, mange virksomheder oplever som regelvanvid. Målet er enklere lovgivning, færre dokumentationskrav og bedre indberetningsløsninger, så det bliver nemmere at drive virksomhed i Danmark.
Regelvanvid rammer Malermestre og håndværkere generelt
Malersektionen følger nu op på indsatsen ved at spørge malermestrene, hvordan de oplever hverdagen.
I en artikelserie på tre giver tre malermestre deres perspektiv. Første stemme er Jørn Johansen, ejer af Jørn Johansen A/S, som har drevet virksomhed i næsten fire årtier.
Han oplever en markant udvikling i mængden af administrative krav:
”Jeg har drevet virksomhed i 38 år og i løbet af de sidste 30 år er dokumentationskravene blevet flere og flere. Før i tiden var det staten der varetog mange af opgaverne, men nu er det lagt over på virksomhederne.”
Løn er blevet kompliceret
Ifølge Jørn Johansen er det ikke kun antallet af krav, men også kompleksiteten, der er vokset.
”Løn er ikke bare løn mere. Kompleksiteten af løntillæg som feriefridage, forældreorlov, barns første sygedag og meget meget mere betyder øgede krav til registrering, som påvirker alle – både den enkelte medarbejder og forskellige ledere, der skal godkende registreringerne.”
Udviklingen kan også aflæses direkte i virksomhedens omkostninger:
”Når vi i 1988 skulle give tilbud lagde vi 17,4 % oveni lønnen til sociale ydelser. I 2025 lagde vi 54 – 58 % oveni. Det siger noget om den situation, vi står i.”
Overenskomsten er svær at håndtere i praksis
Selvom debatten ofte retter sig mod statslige og kommunale krav, peger Jørn Johansen på, at overenskomsten i praksis er den største belastning.
”Det der presser os mest er overenskomsten, og det er jo paradoksalt nok, idét vi kræver færre dokumentationskrav fra kommuner og stat. Men summen af dokumentationskravene gør det meget krævende at drive virksomhed i Danmark i dag. I forhold til overenskomsten er det yderst komplekst at beregne den rigtige løn og overholde alle krav. Noget som vi ønsker at gøre. Der er simpelthen ingen logik.”
”Jeg kan nævne ting som administration af fritvalgskonto/særlig opsparing, forskellige satser under sygedagpenge, komplekse arbejdsskaderegler, barselsregler herunder sondringen imellem fædreorlov og forældreorlov og meget meget mere.”
Konsekvensen kan være alvorlig for de mindste virksomheder:
”Jeg forstår godt at mange mindre virksomheder og iværksættere må give op. Det kræver virkelig meget registrering at have medarbejdere, og det synes jeg ikke er rimeligt.”
For virksomheder med flere faggrupper bliver udfordringen endnu større:
”I vores tilfælde, der også har andre faggrupper som f.eks. tømrere, murere og administrativt personale, skal vi varetage regler, der er forskellige fra overenskomst til overenskomst. Det gør det omend endnu mere komplekst.”
ESG, arbejdsmiljø og bygningsreglement
Også på andre reguleringsområder mærker virksomheden et stigende pres.
”Når vi ser på mange af de andre krav er det hele håndteringen af ESG, arbejdsmiljø og bygningsreglementet mm., der presser os. Der er til eksempel kommet nye regler omkring håndtering af asbest, som selvfølgelig er i orden, men vi har måttet sende flere medarbejdere på to dages kursus for at kunne tage asbestprøver korrekt, og det er jo tid, vi selv må bruge og betale. Når man ikke er en af de helt store virksomheder med +100 ansatte, har man ikke økonomi til at have specialister ansat til at varetage de forskellige områder, så det kræver tid, der går fra kerneforretningen.”
Tyverier rammer hårdt
Afslutningsvis peger Jørn Johansen på et problem, der sjældent indgår i reguleringsdebatten, men som har store konsekvenser i hverdagen.
”En sidste ting jeg vil nævne, som måske falder lidt udenfor… og så alligevel. Det er tyverier fra byggepladser. I sidste uge brugte jeg i alt 7 timer på et tyveri af en malersprøjte fra et aflåst rum på en af vores byggepladser. Politiet var hurtige til at komme og effektive, men så skulle der håndteres forsikring og forsinkelse på byggepladsen.”
Arbejdsgivere straffes hårdere end tyve
”Jeg synes, det er ubegribeligt, at der ikke er en hårdere konsekvens i forhold til de mange tyverier der udføres hver eneste dag. Og samtidig er det sådan, at hvis vi som virksomhed har overset at indbetale f.eks. skat, får vi straks et påbud. Jeg noterer mig også, at der er indført fængselsstraf hvis asbestreglerne ikke overholdes. Det er helt i orden, men det burde være det samme for tyverier, som koster alle så megen tid, penge og ærgrelser.”








