
80 nyudviklede Vahle Facadedøre til Boligkontoret Århus
Boligkontoret Århus har været med til at udvikle en helt ny serie af Vahle Facadedøre. 5 af boligforeningens afdelinger og i alt 80 døre er blevet leveret og monteret – og tilbagemeldingen er meget positiv. På baggrund af erfaringerne lanceres dørene nu til boligforeninger over hele landet.
Vahle Facadedøre er danskproducerede trædøre, kendetegnet ved høj kvalitet og ekstraordinær lang holdbarhed. Facadedørene har eksisteret i mere end 50 år og var tidligere kendt under navnet Je-Træ Facadedøren. Vahle har produceret dørene i de seneste 15 år. Den nye dør har fået navnet Absalon og er en videreudvikling af og supplement til serien af hoveddøre. Designet er tidssvarende og indbydende, samtidig med at det respekterer arkitekturen i mange beboelsesejendomme. Absalon kan produceres med op til tre glasudskæringer i forskellige træsorter eller som malede døre.
Boligkontoret Århus er meget tilfreds
Projektleder ved Boligkontoret Århus, John Vallant fortæller:”Vi har 6.000 boliger fordelt på 85 afdelinger. Mange af vores boligblokke er fra 40’erne og 50’erne og facadedørene begynder gradvist at skulle udskiftes. De oprindelige døre var lavet i teaktræ og mahogni og har holdt helt fantastisk – bl.a. pga den lak, man anvendte dengang. Af arbejdsmiljømæssige grunde kan vi ikke anvende den lak mere. Derfor har vi skullet finde nye veje og ønsket har været, at dørene skulle ligne de oprindelige døre så meget som muligt. Efter at have prøvet forskellige dørtyper uden stor succes er vi meget glade for samarbejdet med Vahle.”
John Vallant fortsætter: ”Vi har oplevet en åbenhed hos Vahle omkring de ønsker, vi har haft til dørene. Vi har blandt andet fået en alu-bundglas liste på egetræsdørene, som gør dem mere slidstærke i forhold til fugt, og vi har fået vores ønske om et, to og tre glas som del af serien. Det betyder, at vi kan tilbyde vores afdelinger nogle valgmuligheder og samtidig en kvalitet, vi kan stå inde for.
Vi har adgangskontrol på vores døre, og det gør, at vi kun kan anvende 1-punkts dørløsninger, som kunne have været et problem i forhold til formstabilitet, men idet Vahles facadedøre er opbygget i massiv egetræ over en stålramme holder de formen, og det er meget vigtigt for os. Dørene skal ligesom alle andre døre af egetræ olieres flere gange om året, men bliver de det, er de meget holdbare. Vi har anvendt Vahle facadedøre i otte år nu, og den nye dørtype har vi installeret i 80 lejlighedsopgange med succes.”
Facadedøre til boligforeninger i 15 år
Vahle har leveret facadedøre til boligforeninger i 15 år og har gennem årene opbygget stor erfaring med at udvikle gedigne og holdbare døre. Dørene er konstrueret til at modstå den intensive daglige trafik, som facadedøre i boligforeninger udsættes for og den nye serie, som Boligkontoret Aarhus har været med til at udvikle, gør dørløsningerne omend endnu mere brugbare.
”Vi ønsker konstant at matche de krav, som vores kunder stiller, og samtidig udvikler vi vores døre i forhold til moderne teknologi, som brand, lyd, klima og æstetik” udtaler indehaver og direktør hos Vahle, Ole Mølby.
Vahle A/S
Vahle A/S har produceret arkitektoniske snedkerdøre siden 1976. For 15 år siden overtog Vahle produktionen af Je-Træ Døren, som ligeledes har været produceret i 50 år og i dag kaldes Vahle Facadedøren. Dørene fremstilles efter nordisk håndværkstradition i fin balance mellem funktion, konstruktion og æstetik. De indgår som et arkitektonisk element i bygningens udtryk samtidig med, at de lever op til gældende certificeringer inden for energi, sikkerhed og brand og er fremstillet af FSC®-certificeret træ, der understøtter ansvarligt skovbrug.
Vahle har 40 ansatte og har gennem årene leveret hoveddøre til et stort antal boliger og boligforeninger, hvor driftssikkerhed, tryghed og lang levetid er afgørende parametre. Vahle har dertil leveret arkitektoniske snedkerdøre til en række markante projekter – herunder D’Angleterre, Carlsberg og opgaver med godkendelse fra Slots- og Kulturstyrelsen.








